Gå til navigation | Gå til Sideindhold

BøvlingBJERG

Kør til Bøvling og mærk den afgørende forskel på Bøvling - og så BøvlingBJERG. Bøvling er nemlig hele egnen - området nordøst for Torsminde med Bøvling Klit, Bøvling Fjord og det lave, flade land omkring herregården Rysensteen, Bøvling Kirke og - endelig – Bøvlingbjerg, der hæver sig som centrum midt i det flade landskab.

Selvopfattelsen fremhæves af skiltene ved byens indfaldsveje, hvor BJERG i bynavnet er forstørret. Byen på bjerget er centrum for handel, service og kulturelle aktiviteter og de flere hundrede arbejdspladser i moderne industri- og håndværksvirksomheder.

Omkring byens hovedgade
Midt på Tangsøgade ved byens lille torv er der altid trafik, for borgerne kan handle i deres egen Dagli´Brugsen med bageri og Postbutik alle ugens dage, og det gør de så. Hårpragten kan blive passet og plejet i salonen på modsatte side af Tangsøgade, hvor byens frisør er klar med saksen, hårtørreren og økologiske plejeprodukter – men dog kun fem dage om ugen. I en markant bygning på samme gade kædes fortid og nutid sammen af det moderne apotek-skilt og den forgyldte skrift på murværket over indgangen ” Nos Remedia Deus Salutem”. Her har bøvling-borgerne i generationer hentet lindrende og helbredende ”remedier” ordineret ved et besøg i byens nærliggende lægehus - hvor også tandlægen og fysioterapeuten nu har planer om at flytte ind, så det kan blive et sundhedscenter.

Begrebet brugskunst får en særlig betydning, når man besøger landets eneste hornvarefabrik, der også har adresse på Tangsøgade. Ud fra to hundrede år gamle håndværkstraditioner produceres og sælges effekter til nytte og æstetisk nydelse. I de senere år er kunsthåndværk i glas rykket ind i Bøvlingbjerg, hvor Maagaard Glasværk og Gammelgård Glas med hver sit værksted og atalier har sat Bøvlingbjerg på Danmarkskortet – og verdenskortet.

Værdibevidste ildsjæles præg
Forsamlingshuset, Valgmenighedskirken, byens store friskole og idrætsefterskolen ved siden af, vidner om værdibevidste ildsjæles indsats. Fortidens højskoleånd og andelsbevægelse har haft et fast tag i byens og egnens befolkning, og det præger de mangeartede folkelige og kulturelle aktiviteter i Bøvling Hallen - i sangkor og ungdomsforening – i borgerforening og arbejdsgrupper.
Andelstanken manifesteres også fortsat i den levende Brugsforening, som driver byens Dagli´Brugsen, et andelsdrevet fjernvarmeværk og mon ikke sporene kan følges helt frem til den nystartede børnehave?

Udsyn fra BJERGET
Bøvlingbjerg er udsyn og udsigt. Når man har bevæget sig ud fra centrum - forbi ældreboligerne i det tidligere Gæstehjem og byens ældrecenter – forbi Pizzeria, Bakkekroen og tankstationen og boligområdernes borgerhuse, villaer og parcelhuse – et af dem endog med et moderne astronomisk observatorium i haven - åbner vidderne sig for det frie udsyn. I horisonten ses Bovbjerg Fyr i nordvest, havdiget på Bøvling Klit mod vest og den høje himmel overalt – ofte med gåsetræk over de store flader. En prøvestation for store vindmøller drevet af RISØ DTU er heller ikke til at overse – men det er en helt anden historie.

Monumentalt rager middelalder-sognekirken op mellem byen og herregården Rysensteen - hvor de, der strækker erhvervs- eller oplevelsesbesøget i Bøvling og Bøvlingbjerg over flere dage, kan gøre brug af et fornemt Bed & Breakfast-tilbud i de historiske omgivelser. 

 


Sidst opdateret: 03-08-2012