Gå til navigation | Gå til Sideindhold

Bovbjerg . Trans . Fjaltring

– tre kystsogne højt hævet over havet

Det er en helt speciel oplevelse at gå eller cykle ad Vestkyststien oven for havstokken fra Ferring Sø i nord til Høfde Q i syd ved Fjaltring og Bøvling Fjord. Her fornemmer man randmorænens yderste grænse mod havet og aner lidt af fortidens kamp mod havets kræfter og kystnedbrydningens trusler mod taget over hovedet og det daglige brød. Jorden er ellers værd at dyrke med en bonitet som i Østjylland og på Lolland, beretter de lokale med forstand på den slags.
Over de dyrkede marker ved Bovbjerg ses en speciel bygning med høje friskluftsskorstene på taget. Den er en del af fødevareudviklingen på Thise Mejeri, hvortil flere af egnens landmænd leverer deres økologiske mælk. På Bovbjerg lagres nemlig med masser af havluft, som udvikler den smagfulde Vesterhavsost.

Fyrtårne - konkret og overført
I nutiden er egnen på denne kyststrækning nok især kendt for et stækt kulturelt engagement præget af store personligheder på egnen. Sådan har det været kendt som inspirerende tilholdssted for billedkunstnere i hundrede år. Og nu er der kulturelle fyrtårne – såvel bogstaveligt som overført – både på Bovbjerg og i gården Tuskær bag havdiget i Fjaltring. Her kastes æstetiske og filosofiske sten i vandet, så ringe af små og større kulturbølger når langt uden for lokalområdet.
Boligområderne er små og overskuelige, men turismen fylder godt på egnen – såvel i sommerhuse og fritidsboliger som på campingplads og i små og større kulturcentre.
Hvor morænen møder havdiget ved Bøvling fjord, har Fjaltring udviklet sig fra kyst- og hav-truet landsogn til kulturby og ”kult-sted” med en årlig landsbyhøjskole.
Her har man også skabt indkvarteringsmuligheder i et nyere Vandrehjem ved siden af friskolen. Og den lokale købmandsbutik er en særlig oplevelse med masser af specialiteter og stærk lokal opbakning.

Kulturskat som vinden blæser
I Fjaltring sætter man en ære i at lave overraskende nyskabelser – som for eksempel en lokal kulturskat på et par procent af den produktion, som de lokale vindmøller yder. Så når det blæser meget, får vindmøllene kulturskatten til at stige – her tænker man ikke på skattestop men på nye ideer, der kan få kulturlivet i lokalsamfundet til at blomstre.

 


Sidst opdateret: 24-04-2013