Gå til navigation | Gå til Sideindhold

Lemvig By

– et smilehul i Bakkers og Bølgers land...

Bakkers og Bølgers land – lyder en meget poetisk rammende beskrivelse fra Lemvig-digteren Thøger Larsen i 1923.  Umiddelbart passer beskrivelsen på Lemvig by med de store grønne bakker og en storslået udsigt til fjord og sø – men det er også en flot og rammende overskrift for hele Lemvigegnen.  Lemvig kaldes også for Vestjyllands smilehul på grund af sin smukke beliggenhed mellem høje bakker og slugter – som et smilehul i en rynket og furet kind.

Gantriis´ Lidenlund
Drager man ind i Lemvig by med indtrykkene fra tegneren Henning Gantriis´ humoristiske portræt af provinsbyen Lidenlund og dens beboere, så er sindet nok stemt til at møde virkeligheden med et glimt i øjet. Markante bygninger i byens centrum og havnen, der når helt ind i bykernen, vil bekræfte samhørigheden mellem tegneserien og den gamle købstad. Men så hører ligheden også op.

Byen er – og har i århundreder været – en livlig handelsby. Antallet af butikker og vareudbud er i forhold til byens størrelse overraskende stort, og mange oplever en særlig handels- og servicekultur fra personalet i byens detail-butikker.

Centrum som ét stort indkøbscenter
Trafik-trængsel i byens snævre gader gav allerede for 40 år siden medvind til ideen om et gågade-net i bymidten. Og det har været en stor succes, der får centrum til virke som et stort åbent indkøbscenter, hvor borgernes indkøbsbehov kan tilfredsstilles. Står man i kø hos fiskehandleren på havnen, i en slagterbutik eller på grønttorvet, vil man næsten altid høre fremmede tungemål blandt kunderne – udenlandske eller blot en anderledes dansk sprogtone end den lokale, og det store antal gæster i byen bliver positivt bemærket.

Hårnålesving og havnemiljø
Hårnålesving på veje er en sjældenhed her i landet, men kører man ad Vesterbjerg i Lemvig, får man en oplevelse af fænomenet, før man når helt ned til Lemvig havn. Undervejs ned kan man kaste et blik ud over havnen, hvor der stadig er enkelte fiskekuttere og flere småbåde til fritidsfiskeri. Lystsejlere har i de seneste år fået flere pladser i havnen, og ofte er større gæste-sejlbåde med til at skabe liv ved kajerne. Til havnemiljøet hører også pakhuset på Mathildes Kaj, hvor Fiskernes indkøbsforening og en restaurant sætter sit præg på havnepladsen. Hvorfra der også næsten altid er udsigt til ophalede skibe på beddingen, som ofte kommer langvejs fra for at få kvalificeret vedligeholdelse af ældre træskibe. 

Temakunst i kirke og kunstmuseum
I Lemvig kirke med det løgformede spir på tårnet er store udsmykninger udført af maleren Bodil Kaalund. Dette udsmykningsarbejde har senere ført til oprettelsen af Museet for Religiøs Kunst, hvor et stort antal kunstværker fra malerens hånd hører til den faste samling. Museet har desuden særudstillinger året igennem som trækker tusindvis af kunstinteresserede gæster til byen. De kulturhistoriske interesser varetages af Lemvig Museum, der ligger i et af byens ældste huse ved foden af Vesterbjerg.

Altid en sti og en trappe i nærheden
I Lemvig er der helt særlige muligheder for oplevelser og god motion på samme tid. På golfbanen oven for skrænterne på fjordens vestside ses aktive spillere næsten uanset vejret. Mange mennesker har også glæde af det indviklede system af gader, stier og trapper, som snor sig op og ned ad bakkerne og på kryds og tværs af byen er en karakteristisk del af byens infrastruktur. Stisystemet er praktisk, når man færdes i byen, og giver også muligheder for varierede traveture, hvor man ud over motionen og den friske luft får lejlighed til at opleve de bedste udsigtspunkter i Bakkers & Bølgers land...

 


Sidst opdateret: 04-05-2010