Gå til navigation | Gå til Sideindhold

Marjut Bäckström er oprindelig fra Finland, men flyttede til Danmark i 1982. Hun har boet i Lemvig Kommune siden 1986, ved vandkanten i Fjaltring fra 1998 og siden fra 2002 i Ferring. Marjut er læreruddannet og har desuden taget den Specialpædagoiske diplomuddannelse. I sin fritid lægger hun mange frivillige timer i borgerforeningen, på Bovbjerg Fyr og til revy- og dilletant. Marjut er gift med Poul, og sammen har de en hund, der sørger for mange timer og motion i naturen.

Hvad vil du fremhæve som det mest attraktive ved at bosætte sig netop i Ferring-området?
Det er først og fremmest naturen og især at bo så tæt på Vesterhavet. Dernæst de mange forskellige foreninger i lokalområdet, som alle ligger inden for en radius på fem til ti kilometer og giver mulighed for, at man kan deltage i mange aktiviteter.

Hvilke forhold har efter din mening størst betydning for et godt familie- og fritidsliv?
Idet jeg ikke har små børn længere, betyder den offentlige transport ikke så meget, som den har gjort. Nu kører vi blot efter familiens fritidsinteresser, og det er jo en del af det at bo på landet, men vi er også gode til at lave fælleskørsel familierne imellem. Det vigtigste for mig lige nu er, at vi har adgang til at dyrke vores interesser.

Hvilke behov og interesser er der især mulighed for at få tilgodeset?
Der er rigtig meget at komme efter i området, og der er noget for alle. Vi har mange forskellige foreninger, afvekslende kulturtilbud og naturen, som er så varieret, at alle kan have glæde af den. Og tænker man i forhold til erhvervslivet, bliver der flere og flere, som kan arbejde hjemmefra over internettet. Så har man en virksomhed, der kan være hvor som helst, kunne den ligeså godt ligge i Ferring.

Hvilke fællesskaber vil du især fremhæve?
Foruden Ferring Borgerforening er vores omdrejningspunkt helt klart Bovbjerg Fyr, som har omkring 100 aktive frivillige. Foreningen bag fyret samarbejder med mange forskellige uddannelsesinstitutioner, kunstnere fra hele landet og med landskendte foredragsholdere, politikere og forfattere om arrangementerne, der glæder de omkring 40.000 gæster, der hvert år lægger vejen forbi.

Hvilket træk af lokalområdets historie vil du fremhæve over for en tilflytter?
Jeg vil helt klart fortælle historier med og om kunstneren Jens Søndergaard. Derudover vil jeg fortælle om lokalområdets geologiske historie og istiden, for uden istiden havde der heller ikke været nogen skrænter, og så ville der ikke være det specielle landskab, der kendetegner området. Siden er der fyrets historie, tyskernes brug af området under Anden verdenskrig samt kystens historie og derfor også kystsikringens.

Hvordan er mulighederne for at være en del af lokalsamfundet - hvis man også gerne vil have lov til at være sig selv?
Jeg synes, vi gør det på en god måde i Ferring, for vi spørger både lokale og tilflyttere, om de vil være med, og samtidig gør vi opmærksom på, at det er fuldstændig frit og helt deres eget valg.

Hvordan passer forholdene i dit område til unge?, enlige?, børnefamilier?, modne voksne? og seniorer?
For de unge og børnefamilierne er det nok især den offentlige transport, der halter, og dermed følger opgaven med at få sammenspillet mellem cykel, bil og bus til at gå op. Ellers gælder der det samme for alle aldersgrupper, at de altid kan finde en eller flere foreninger, der byder på forskellige interessante aktiviteter og fællesskaber. Det er i hvert fald ikke alderen, der bestemmer, hvor man kan være med, det er i stedet lysten.

Er der nogen særligt interessante træk ved erhvervslivet og erhvervshistorien i dit område?
Området har været meget præget af landbrug, og i dag hører landbrugsjorden under få, men store, bedrifter. Ellers er områdets erhvervsliv præget af turismerelaterede erhverv med sommer- og feriehuse, campingplads, kunstnere, cafégalleri og museum.

Hvad finder du mest tiltrækkende ved at bo i Lemvig Kommune?
Lemvig er en stor kommune, hvor man stort set kan alting, og der er så mange kulturelle muligheder. Vi har biografen og flere musikarrangementer, end man kan overkomme. Naturmæssigt har vi skov, fjord, vestkyst, ådalsoaser og meget meget mere. Jeg synes ikke, jeg mangler noget, og ellers boede jeg her jo nok heller ikke.
 

 


Sidst opdateret: 10-12-2012