Gå til navigation | Gå til Sideindhold
12-04-2012

Fart på udviklingen hos Cykel-Mads

Nyt makkerpar supplerer hinanden godt, web-shoppen Cykler.dk er støt voksende, og butikken i Storegade har fået et nyt look

Indgangen til 2012 bød på en forandring af de større hos Cykel-Mads i Lemvig. Forretningens indehaver og grundlægger Mads Pedersen, 38 år, står ikke længere alene i spidsen for Cykel-Mads. Halvdelen er forretningen ejes nu af 24-årige Anders Hilligsøe, og de to ejere træder samtidig kraftigt i pedalerne for at sætte yderligere fart på udviklingen af cykel-forretningen.
Det er ikke spor tilfældigt, at det er Lemvig-drengen Anders Hilligsøe, der bliver medejer af Cykel-Mads. Han har nemlig været med i forretningen i adskillige år. Han begyndte som arbejdsdreng for cirka 10 år siden, og i 2009 stod han sammen med Mads Pedersen for etableringen af web-shoppen Cykler.dk, som er støt voksende, og som de to ejere forventer sig rigtig meget af.

Det nye makkerpar Anders og Mads hos Cykel-Mads

Det nye makkerpar Anders og Mads hos Cykel-Mads

Stigende handel på nettet
”Handlen på nettet vil stige kraftigt de kommende år, så det er vigtigt, at vi også er til stede dér med en række gode tilbud. Det er ikke længere nok kun at have en ren fysisk butik. Derfor er vi glade for, at vi allerede tilbage i 2009 satte gang i udviklingen af Cykler.dk. Handlen var begrænset i begyndelsen, men vi kan mærke en klart stigende interesse”, siger Mads Pedersen.
Da Anders Hilligsøe påbegyndte arbejdet med Cykler.dk i foråret 2009, havde han forestillet sig, at det skulle være en slags bibeskæftigelse – et supplement til hans profession som cykelrytter. Han var nemlig blandt landets mest talentfulde cykelryttere. Han kørte for Herning-holdet Bluewater Cycling for Health, og i 2009 trænede han intensivt for at blive udtaget til EM og VM for U 23-ryttere, og samtidig drømte han om at blive professionel på et større cykelhold.

Voldsomt styrt i cykelløb
Men et voldsomt styrt under et løb i Sverige i maj 2009 stak en kæp i hjulet på fremtidsplanerne.
”Jeg fik en kraftig hjernerystelse, som det tog tid at komme over. Samtidig kunne jeg se, at chancerne for at komme tilbage i cykelsporten blev mindre og mindre. Desuden stod det klart, at jo mere tid jeg brugte på Cykler.dk, jo bedre gik det med hjemmesiden”, fortæller Anders Hilligsøe.
I sommeren 2009 havde han dog stadig ikke forestillet sig, at Cykler.dk skulle have 100 procents opmærksomhed fra hans side. Han begyndte på ingeniør-studiet i Aarhus.
”Men allerede efter en måned var jeg klar over, at jeg hellere ville sælge cykler end læse til ingeniør. Så jeg droppede studierne og koncentrerede mig helt og holdent om Cykler.dk”, siger Anders Hilligsøe.
Fra januar 2010 blev Cykler.dk en selvstændig forretning, der havde et tæt samarbejde med Cykel-Mads. Anders Hilligsøe styrede den tekniske del af hjemmesiden fra bopælen i Aarhus, og i Lemvig hos Cykel-Mads stod de for den praktiske del såsom klargøring af cykler og afsendelse af pakker m.v.

Fokus på helheden
”I løbet af 2011 blev det mere og mere tydeligt for os, at vi skulle være fælles om begge forretninger. Det ville lette en del på de specifikke arbejdsopgaver”, siger Mads Pedersen.
”Nu er vi fælles om det hele, og det er en klar fordel. Nu tænker vi først og fremmest på helheden og ikke længere på hver vores del, som der – helt naturligt – var en tendens til tidligere. Der ligger en stor synergieffekt i, at vi nu er to ejere, der supplerer hinanden godt. Vi kan sparre med hinanden i for eksempel udviklingen af forretningen”.
Anders Hilligsøe fortsætter med at koncentrere sig om at passe og udvikler Cykler.dk. Der er yderligere én medarbejder, der har hjemmesiden som sin primære opgave.
”Umiddelbart forestiller man sig ikke, hvor meget arbejde der er forbundet med driften og udviklingen af en hjemmeside. Det er på hjemmesiden, at størstedelen af vores udviklingspotentiale ligger, så det er klart, at vi skal have meget fokus på det punkt”, siger Mads Pedersen, der gerne vil koncentrere sig om at handle cykler, og samtidig har han meget fokus på lederrollen, som med tiden er blevet en vigtig del af hans arbejdsområde.
Dette interview finder sted i slutningen af februar, og her er Anders og kæresten Janni på udkig efter en bolig i det vestjyske. De er klar til at forlade Aarhus og rykke vest på.
”Det passer os fint at vende tilbage til det vestjyske, og som medindehaver af Cykel-Mads er det også nødvendigt, at jeg rent fysisk er til stede i forretningen hver dag – det gør samtidig tingene meget nemmere”, siger Anders Hilligsøe.

Populært at cykle
Cykling har for alvor fået medvind i disse år, og de to indehavere er overbeviste om, at branchens behagelige rygvind fortsætter.
”Det er blevet utroligt populært at cykle – det gælder for stort set alle aldre. Vi vil gerne højne niveauet i vores forretning og give kunderne en helhedsoplevelse. Vi skal udover selve cyklerne også have fokus på service og udstyr til cyklerne. Kunderne skal – ved at cykle – have øget deres livsglæde”, siger Mads Pedersen og tilføjer, at den mission falder fint i tråd med det nye slogan hos Fri Cykler, ”Wheelness”.
Det skal være rent velvære at køre på den tohjulede.
”Cykling har utrolig mange gode egenskaber. Det giver motion – noget som rigtig mange har fokus på – og det er desuden en mere skånsom motion end for eksempel fodbold og løb. Samtidig er det miljørigtigt at cykle – det forurener ikke. Det er sjovt – der er masser af fart og spænding, hvis du for eksempel cykler mountainbike i skoven”, siger Anders Hilligsøe.
Der er en tendens til, at danskerne får flere cykler. Nu er det ikke længere nok at have en almindelig cykel, der kan bruges til transport til arbejde eller skole.
”Danskerne har i gennemsnit 0,9 cykel pr. indbygger. I Holland er tallet 1,95 cykel pr. indbygger. Vi tror helt sikkert, at tallet vil stige i Danmark”, siger Mads Pedersen, der kan konstatere, at mountainbiken er meget populær i disse år, og at den nu i høj grad også sælges til børn.

Styr på sikkerheden med cykelhjelm

El-motor vinder frem
”Desuden er der hele el-siden, som vi kun lige har set begyndelsen af. Cykler med elmotor vinder mere og mere frem i kraft med, at de bliver bedre. Det er for eksempel de kommunale hjemmeplejer, der i byerne skifter biler ud med cykler. Vi har allerede modtaget de første bestillinger fra Lemvig Kommune. Det er en miljørigtig udvikling”, siger Anders Hilligsøe.
Forandringen hos Cykel-Mads er også af rent fysisk karakter. Butikken har gennemgået en større forvandling, og renoveringen betyder blandt andet, at butik og værksted nu er adskilt. Det er slut med at trække sin cykel igennem forretningen for at aflevere den ude i værkstedet.

 

FAKTA

Cykel-Mads består i dag af Cykel-Mads I/S og Cykler.dk ApS.

Mads Pedersen åbnede Cykel-Mads i 2000. Forretningen ligger i Storegade i Lemvig. I begyndelsen havde Mads Pedersen ingen ansatte. I dag ligger antallet af medarbejdere (både Cykel-Mads og Cykler.dk) på 12. I det tal er de to ejere talt med. Nummer 12 er netop ansat, og dermed fortsætter udviklingen med cirka én ny medarbejder pr. år.

24-årige Anders Hilligsøe blev fra 1. januar 2012 medejer af Cykel-Mads. Mads Pedersen og Anders Hilligsøe etablerede hjemmesiden Cykler.dk i 2009.

Tekst: Allan Damgaard
Foto: Henrik Vinther Krogh

 

« Tilbage

 


Sidst opdateret: